Er du på udkig efter en ny hund, og er et af dine vigtigste kriterier, at den skal være lille, blød og nuttet – så er der ingen tvivl om, at den søde, italienske Volpino er et oplagt valg for dig.
Volpinoen, som også nogle gange kærligt bliver kaldt for den hvide ræv, er en lille italiensk hunderace. Faktisk betyder racens navn, Volpino Italiano direkte oversat lille, italiensk ræv.
Racens historie
Faktisk er Volpinoen en meget gammel hunderace, som har rødder helt tilbage til romerriget, hvor den primært blev brugt som vagthund. Dette fungerede i praksis sådan, at Volpinoen hørte efter når ubudne gæster var ved, at nærme sig hjemmet, og gav så signal til de store mastiffer, som kunne tage sig af de fremmede. Selvom Volpinoen i dag primært bliver brugt som selskabshund, så fornægter dens rødder som vagthund sig ikke. Den vil derfor stadigvæk give hals og gø højt, så snart den hører fremmede nærme sig hoveddøren. Dette skal man have i mente inden man anskaffer sig en Volpino. Det er en lille hund, men den har en meget kraftig stemme, som den gerne bruger. Det nytter derfor ikke noget, at anskaffe sig en Volpino, hvis man ikke vil have en hund der kan finde på, at gø. Til trods for sin store glæde ved at gø, så er Volpinoen bestemt ikke nogen aggressiv hund, nærmere tværtimod. I dag er Volpinoen ikke længere så udbredt, som det var tilfældet tidligere. Faktisk er den kategoriseret som en meget sjælden hunderace, og det er estimeret, at der kun er omkring 2000 ren-racede Volpinoer tilbage på verdensplan.
Udseende
En Volpino Italiano er en meget lille hund. Ifølge racestandarden, som er fastsat af den internationale kennelklub, så må en hun maksimalt måle 28 cm i skulderhøjde medens en han maksimalt må måle 30 cm i skulderhøjde. Volpinoen kommer meget sjældent til at veje over 5 kilo som fuldvoksen. Af farve er det absolut mest almindelige en snehvid pels, men der findes også Volpinoer i farverne rød og champagne. Disse farver er dog meget sjældne, og ses ikke så tit på udstillinger. Den røde variant er endda så sjælden, at den næsten er at kategorisere som uddød. Volpinoen har en tyk og kraftig pels, som helt klart er med til, at give den et helt særpræget og meget nuttet udtryk, som mange hundeelskere falder pladask for. På trods af dens megen pels er Volpinoen dog ikke en hunderace, som kræver den helt store pelspleje. Det anbefales ikke, at give den bad alt for ofte, da dette kan gøre pelsen trist og mat at se på. Grunden til dette er, at sæbe vasker de naturlige fedtstoffer ud, som er med til at give pelsen sin glans.
Temperament
En Volpino Italiano er en rigtig god familiehund. Den er meget legesyg, og har generelt et mildt temperament, som gør den rigtigt velegnet til familier, som har små børn. Volpinoen er derudover helt utroligt loyal overfor sine mennesker. Har du først inviteret en Volpino indenfor i dit hjem, så er du garanteret, at have en bedste ven for livet. Volpinoen er opmærksom på sine omgivelser, og er hund, som kræver en del motion for, at have det godt. Den er derfor trods sin forholdsvis beskedne størrelse ikke en hund, som trives med kun, at sidde i en vindueskarm hele dagen lang.